Brug omgivelserne

Dine sanser vil bliver udsat for mange stimuli i de to sansehaver på Ordruplund.

Blåregn.

I maj 2010 blev Ordruplunds to sansehaver indviet efter en rejse, der begyndte i 2008 med, at beboere og personale tænkte højt om ønsker til sansehaver sammen med landskabsarkitekten. Nu er haverne i brug og giver stor glæde og mange gode oplevelser for beboere, pårørende, olde- og børnebørn, medarbejderne samt for de lokale i Ordrup.

Vandløb tværs gennem forhaven

Fra den store møllesten starter vandet og løber tværs gennem sansehaven ud mod Hyldegårds Tværvej. I haven er italiensk stemning med lys og skygge imellem træer og buske i forskellige højder. I bedene står en bred vifte af krydderurter, som man kan røre ved, dufte til, smage på og drysse ud over maden. Der står sommerfuglebuske, mangefarvede stauder og gamle blomstersorter. Alt blomstrer på forskellig tid, så man fra tidlig forår til sen efterår har farver og dufte samt kan plukke oplevelser til vaserne inden døre.

Alle sanser kan stimuleres i haverne

Når man går på den varierede belægning og balancen udfordres, når fødderne bliver våde i bækken som i barndommen, når krydderurterne dufter og smager, når vandet risler, og fuglene synger efter at have spist i fuglehusene.

Den italienske drøm i baghaven

I en italiensk inspireret sansehave indgår også drømme om en fontæne – men hvor var fontænen i planerne? Drømmen blev til virkelighed, da firmaet Junckerhaven tog sagen i egen hånd og forærede Ordruplund den fontæne, hvorfra vandet nu risler. Den står i baghaven midt i en gammeldags frugthave med rabarber, stikkelsbær, ribs og solbær, brombær uden torne, æbletræer med forskellige sorter og mirabeller. Og der er ikke kun saftigt, sødt og surt at plukke til ganen – i denne sansehave kan man også frembringe lyde og musik på forskellige haveinstrumenter bl.a. det store orgel. 

En oase i lokalsamfundet

Ordruplund’erne ønsker liv i haverne. Olde- og børnebørn skal have oplevelser i sansehaverne, og de lokale børneinstitutioner inviterer vi til at besøge Ordruplunds sansehaver og beboere. Også de pårørende, vores frivillige, personalet og vores nabo Tranehaven bringer liv i haverne.  

Medarbejderne uddannet i brug af sansehaver

Haverne er en slags udendørs pendant til de såkaldte Snoezelhuse, der indeholder oplevelsesrum. Her kan man passivt modtage eller selv være aktivt opsøgende over for forskellige sansestimuli i form af musik, dufte, lys, varme og vand. For at medarbejderne har de nyeste kompetencer og kan bruge haverne i arbejdet med de demente har de deltaget i kurser i brug af sansehaverne ved Gentofte Kommunes demenskonsulent.

Ordrupvej, Strandvejen og Skovshoved Havn

Ordrupvej med de mange specialbutikker og caféer ligger ikke ret langt væk, og det er altid hyggeligt at spise is på Skovshoved Havn eller at nyde udsigten ved Strandvejen.

Læs mere om seværdigheder i nærområdet i linket øverst på siden.